onsdag, november 21, 2012

Hvad medier kan

Først kom der streaming-tjenester som gjorde det billigt at lytte til musik, så kom der streaming-tjenester der gjorde det billigt at se film og det varer måske ikke så længe før der kommer streaming-tjenester der gør det billigt at læse bøger. Den generelle tendens er at der kommer tjenester som på den ene eller anden måde formidler digital kultur og artefakter, som tidligere har været "båret" af fysiske medier.

Det store spørgsmål er så om de digitale tjenester helt vil ende med at fortrænge de fysiske medier som tidligere har "båret" den "information" der nu er blevet digitaliseret. Det synes der at være konsensus om i medierne, men Jeg er nu ikke sikker på at det er så simpelt et spørgsmål - for medierne: De fysiske og de digitale kan noget forskelligt!

Flere af de digitale kanaler er så integreret i vores hverdag at vi måske ikke tænker på dem som en del af de digitale medier. I realiteten er flere af bibliotekets licenser en slags streaming tjenester - "streaming af information", og også billeder og fysiske genstande kan streames eller formidles digitalt.

Det at man kan hente digitale artikler i div. databaser og på internettet har ikke i stor stil bevirket at de tidsskrifter artiklerne udkom I er holdt op med at udkomme, for tidsskrifterne kan jo noget som onlineudgaven ikke kan - de kan inspirere og give læseren informationer som hun/han ikke bevidst har ledt efter; tidsskrifterne understøtter serendipity. Flere aviser udgiver nyheder både på deres hjemmeside og i avisform, og nok er der få eksempler på at aviser helt har droppet papirudgaven for at koncentrere sig om internetudgaven, men Jeg tror at en sådan taktik er forfejlet: Den fysiske avis og hjemmesiden kan forskellige ting, og derfor supplerer de hinanden godt.

Musiktjenesten Spotify og lignende tjenester har afgjort udfordret pladeselskabernes salg af musik på fysiske medier, men de fysiske medier kan noget som de digitale ikke kan, hvorfor Jeg ikke tror at de helt vil blive fortrængt: Der produceres f.eks. stadig vinylplader, fordi vinylpladerne kan noget som digitale medier og CDerne ikke kan. Den musik der udgives på vinyl idag er musik med mere substans f.eks. jazz eller klassiske indspilninger, eller popmusikere som ønsker at give deres indspilninger mere substans. Den ekstra plads på coveret til album-art og de ritualer der er forbundet med omgangen med vinylplader er med til at give brugen denne oplevelse af substans - en substans som radio og digitale medier ikke har skyggen af, fordi de ikke er håndgribelige.

Så klap bare hesten: Det helt digitale bibliotek ligger langt ude i fremtiden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Spam tolereres ikke - Any kind of Spam gets deleted!